Hvorfor fejrer vi Gen­foreningen?
Genforeningen i 1920 er fortællingen om foreningen af et land og et folk, men det er også fortællingen om det helt nære - om mennesker, institutioner og byer.

Installationsprojektet STEMMEBOKSEN formidler gennem lyd, lys og billeder historier om helt almindelige mennesker i området omkring Kolding og Haderslev fra 1864 til 1920. Du kan opleve STEMMEBOKSEN i en række byer i Syd- og Sønderjylland fra marts 2020 og året ud. Eller dyk ned i nogle af de mange skæbner her på siden.

Bag installationsprojektet står Kolding Stadsarkiv og Historie Haderslev. Derudover har Region Syddanmark, Kolding Kommune og Haderslev Kommune støttet projektet økonomisk.
Helene Hansen
Christen Steffensen
Kirsten Marie Lund
Nis Ankjær Schröder
Signe Tørsleff
Andreas Andresen
Udforsk samlingerne
Speak: Sune Geertsen
I 1864 tabte Danmark krigen mod Preussen og Østrig. Hermed mistede Danmark hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Det betød helstatens fald, og gjorde Danmark til en nationalstat. Danmarks sydligste grænse kom nu delvis til at følge Kongeåen. En grænse der gik fra Hejlsminde i øst, videre nord på til Vamdrup, hvor den fulgte Kongeåen til Villebøl, og til sidst sydover, indtil den nåede Vesterhavet syd om Ribe, der således forblev dansk.

For befolkningen i Nordslesvig betød det gradvise ændringer – særligt for de dansksindede sønderjyder. De skulle tale tysk i skolen og tysk i administrationen – og det preussiske styre holdt et skarpt øje med dem.

Første Verdenskrig betød, at mere end 30.000 sønderjyder måtte drage i krig for Tyskland – for dem, som følte sig danske var det for et land, de ikke betragtede som deres. Mere end 6.000 mænd vendte aldrig hjem igen og 7.000 blev skadet for livet.

Efter Tysklands nederlag og afslutningen på Første Verdenskrig, opstod muligheden for, at genvinde de tabte områder. Ved to folkeafstemninger i 1920 blev det muligt at stemme om man ville høre til Danmark eller Tyskland. Resultatet blev den grænse, som vi kender i dag. For de dansksindede sønderjyder var der tale om en bevægende og åndelig genforening med Danmark.
Speak: Maja Juhlin, Mungo Park
Mit navn er Helene Hansen. Jeg er født i Skrydstrup i 1897 og voksede op på gården Mølvejgård ved Rødding sammen med min familie. Her bor de fortsat. I 1909 flyttede jeg til Kolding for at arbejde som ung pige i huset hos familien Olsen, som ejer Kolding Planteskole. Her mødte jeg Aksel. Hans søster Dagny er min veninde fra Skibelund Efterskole. Aksel og jeg forlovede os i 1912, men Den store Krig kom i vejen for vores bryllup. Aksel blev indkaldt til den danske Sikringsstyrelse og jeg var tilbage hos min familie på Mølvejgård.

Min bror Eskild blev tvangsindkaldt som tysk soldat. Han blev skudt i låret kun et par uger efter indkaldelsen, hvilket betød, at han fik lov til at arbejde på et lazaret i Berlin resten af krigen. Det var hårdt at være adskilt fra min forlovede, og det var svært at komme over grænsen. Alligevel lykkedes det os at blive gift i sommeren 1917. Desværre var kun min far og min lillebror Hans tilstede. Det var en stor sorg, at min mor ikke kunne være med til vores store dag, men nu bliver alt snart anderledes.

Vi er nu i gang med at bygge vores helt eget hjem op lidt uden for Kolding by i Dalby sogn, og sidste år stod vores helt eget hus færdigt. Selv om jeg ikke længere bor i Sønderjylland, så deltog jeg alligevel i afstemningen om Sønderjylland. Det gjorde vi alle i familien. Vi er føler os danske i vores hjerter.
Speak: Frank Thiel, Mungo Park
Jeg er Christen Steffensen og jeg er født den 26. maj 1861 på Østergaard i Styding, der ligger øst for Haderslev. Jeg kommer fra gode kår – min familie har haft gårde i Styding i generationer. Vi er også kendte for vores kamp for den danske sag. Vi er danske helt ind i knoglerne.

Derfor flyttede jeg over grænsen til Danmark, da jeg var 17 år gammel for at undgå at komme i tysk militærtjeneste. Mine forældre forventede, at der hurtigt ville komme en afstemning og Sønderjylland kunne blive dansk igen og jeg kunne komme hjem. Men sådan gik det ikke.

Jeg bor i Kolding nu. I 1894 købte jeg Brændkjærgård lidt uden for Kolding på tvangsauktion. Min familie er kommet tit på besøg. Min far døde endda her i 1914. Turen tilbage til Styding til min fars begravelse er den eneste gang, jeg har været hjemme på lovlig vis. Ellers har jeg altid sneget mig ad krogveje for at besøge min familie. Jeg er flere gange blevet jagtet af grænsegendarmerne, men de har aldrig fået fat i mig. En enkelt gang var det tæt på – der havde jeg gemt mig på et høloft.

Jeg gør mit for at hjælpe den sønderjyske sag i Danmark. Jeg hjælper sønderjyder med at få job, når jeg kan og støtter gerne foreninger, skoler og sager, der kæmper for den sønderjyske sag. Jeg var tilbage i Styding og stemme til den store afstemning og jeg stemte for, at Danmark og Sønderjylland skal genforenes – det samme som resten af min familie. Jeg kan ikke en gang forestille mig at skulle stemme noget andet.
Speak: Connie Tronbjerg, Teatret Møllen
Mit navn er Kirsten Marie Lund, og jeg blev født i Gram den 17. august 1891. Da fremtiden som dansk i Sønderjylland var dyster, besluttede jeg mig som 20-årig for at udvandre til Amerika. Tyskerne gjorde alt for gøre det svært for os danskere, så det var jeg ikke den eneste sønderjyde, der gjorde.

Da jeg ankom til Ellis Island den 11. november 1911, sagde jeg til den amerikanske tolder, at min nationalitet var dansk. Jeg mødte en sød mand fra Fyn på turen til Amerika. Han navn er Hans Peter Hansen og han fulgte med mig til Hampton, Iowa, hvor min bror bor.

Den 6. marts 1914 blev Hans Peter og jeg gift. Vi købte vores gård og fik vores to børn kort tid efter. I december 1919 fik jeg et uventet brev fra mine forældre om, at NU kunne vi stemme os hjem til Danmark! Sikke en glæde! Min mand og jeg skyndte os at pakke vores liv sammen og rejse hjem til Danmark.

Vi ankom til København den 16. januar 1920, og jeg skyndte mig at tage til Foreningen Sønderjyderne og blive skrevet på afstemningslisten for Gram. Den 10. februar 1920 tog vi først med tog og så hestevogn til Gram, hvor vi blev budt hjerteligt velkommen. Jeg tog straks hen til valglokalet, hvor jeg selvfølgelig stemte dansk! Efter den lykkelige Genforening har min mand og jeg valgt at blive i Sønderjylland, og vi har bosat os i Gabøl.
Speak: Ole Sørensen, Teatret Møllen
Mit navn er professor Nis Ankjær Schröder, og jeg er født den 2. oktober 1849 i Gram. Jeg startede på Haderslev Katedralskole i 1864 og begyndte mine studier, da jeg blev færdig i 1870. I 1879 vendte jeg tilbage til Haderslev Katedralskole, men nu som candidatur probandus, og hvis du ikke kan din latin, så betyder det lærerkandidat. Jeg var fast underviser på Haderslev Katedralskole i 40 år, hvor jeg endte som professor. Udenadslære var min kæphest. Mit motto er ”Es muss sitzen”, og hvis eleverne ikke formår at lære deres stof, så kan spanskrøret måske minde dem om det.

Jeg er stolt af min tyske identitet og nationalitet. Glem ikke, at Haderslev var en del af det mægtige tyske kejserrige. Nederdrægtige dansksindede siger, at jeg er så tysk, at jeg lugter. Men mit efternavn er ikke stavet med ö uden grund! En af mine stolteste øjeblikke var da jeg i 1905 blev udvalgt til at gennemgå Den Blå Sangbog for ophidsende og statsfjendtlige sange. Jeg fandt mange sange, der romantiserede Norden og det danske modersmål, og dem censurerede jeg selvfølgelig bort.

Afstemningen i 1920 var en katastrofe! Men jeg er heldigvis gået på pension, så min kone og jeg er flyttet til Flensborg, da jeg nægter at bo i Danmark.
Speak: Connie Tronbjerg, Teatret Møllen
Jeg er overlærerinde Signe Tørsleff, og jeg blev født i Slagelse den 26. november 1879. Min far var boghandler, så mit barndomshjem var fyldt med bøger og børn, dog havde vi ikke mange penge. Jeg er derfor stolt af, at jeg som den første pige i Slagelse tog en realskoleeksamen i 1895.

I 1910 mødte jeg min mand, og vi blev gift og fik en lille pige. Vores ægteskab gik ikke, og vi blev hurtigt skilt. Min lille datter blev anbragt på et børnehjem, og det gav mig motivationen til at videreuddanne mig, så jeg kunne forsørge mig selv og min datter.

Jeg tog derfor lærerindeeksamen fra Zahles Seminarium kort derefter. Der arbejdede jeg også, da jeg i 1920 modtager et overraskende brev fra Undervisningsministeriet. De vil ansætte mig som skoleinspektør på Laurids Skaus Skole og Louiseskolen i Haderslev, hvor jeg skal deltage i opbygningen af et dansk skolesystem i det genforenede Sønderjylland. Det er en stor ære for mig og jeg vil arbejde hårdt for at få et godt dansk skolevæsen op og køre i Haderslev. Jeg holder mig optimistisk, selvom skolerne er nedslidte og jeg tit bliver mødt med skepsis, fordi jeg er kvinde og ikke er sønderjyde.
Speak: Morten Kjær, Mungo Park
Jeg hedder Andreas Andresen og er smed i landsbyen Anderup lidt uden for Christiansfeld. Her bor jeg sammen med min kone og vores ni børn. Jeg blev født den 23. juli 1874 i Arnitlund – det er et stykke herfra. Min far var dansk soldat i 1864. Efter nederlaget blev en ny grænse trukket, og han flyttede til Danmark. Efter nogle få år flyttede han dog tilbage til Sønderjylland igen, da han opgav håbet om en afstemning. Jeg var 40 år gammel da Den Store Krig brød ud i 1914. Så måtte jeg pakke mine tasker og sige farvel til min kone og vores børn og tage til Polen for at kæmpe Tysklands krig. Mine sønner var gudskelov for unge til at blive sendt i krig.

Da jeg er udlært smed, var jeg heldig og kunne blive bag fronten og lave smedearbejde. Jeg fik dog ikke lov til at tage hjem på orlov – heller ikke da min kone fødte vores yngste datter i 1915. Selvom jeg sendte mad og penge hjem, så kæmpede min kone med at holde familien mætte.

I dag kæmper vi stadig for at komme ovenpå. Da jeg kom hjem fra krigen, var smedjen forfaldet, så der går nok noget tid, før jeg kan tjene de samme penge, som jeg kunne før krigen.

Vi har været til afstemning og stemte selvfølgelig for, at Sønderjylland og Danmark skulle genforenes. Det er, hvad man far drømte om og det, som er bedst for os alle.