Portrætmaleri, H.C. Andersen

Genremaleri af Elisabeth Jerichau-Baumann: H.C. Andersen læser for malerindens børn. H.C. Andersen sad for Elisabeth Jerichau-Baumann den 15. - 17. maj 1862 if dagbogen. I forgrunden t.h. H.C. Andersen siddende ved hovedgærdet af en seng, hvori ligger en lille pige (Louise Jerichau). Andersen portrætteret i profil med lang frakke med ordensbånd i knaphullet. Korslagte ben, bukseben trukket op over støvleskaftet. Holdende en åben bog, på hvis ene blad ses et billede af en engel. Ved sengens fodende en pige med dukke i favnen (Sophie Jerichau) og en dreng (Harald Jerichau). Siddende på en lille skammel foran dem en lille pige (Agnete Jerichau). Ved siderne et violetmønstret forhæng. I baggrunden over sengen et skilderi med Kaulbachs Engel. Signeret forneden t.h.: Elisabeth Jerichau nee Baumann. Udstillet på Charlottenborg 1865. I Nicolai Bøghs "Elisabeth Jerichau-Baumann. En Karakteristik", Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, 1886, skriver han s. 234: Da han [...] havde læst „Engelen” for den syge Louise og hendes Søskende, malede Fru Jerichau Situationen, og Andersen sad Model. Det traf sig saaledes, at jeg en Dag kom derned, medens dette gik for sig. Paa éngang tog Andersen sig til Hovedet og sagde, han fik saa ondt. „Ach, Andersen!, udbrød Fru Jerichau, „sid nu dog rolig, det er ikke muligt at male Dem saaledes.“ Et Øjeblik sad Andersen atter rolig, saa tog han sig til Brystet og sagde, han kunde ikke faa Vejret. „Ach, Andersen, hvad er De dog utaalelig! De bringer mig aldeles ud af Stemning. Giv Andersen syltet Aprikos og Madeira!“ Det fik han og nød Meget deraf. Atter gik der en Tid, Fru Jerichau malede, Andersen sad og saa aandrig ud, da han paa éngang fór op og sagde, at han fik saadant et frygteligt Tryk over Mellemgulvet. „Det er ikke sandt,” udbrød hun, „det har De ikke.” „Hvor kan De sige, det ikke er sandt, naar jeg har det? Jeg har det saa frygtelig, og saa skal De ikke sige det,” sagde han. „Det er ikke sandt, Andersen, det er Noget, som kun Damer kan faa, naar de skal ha’e Smaa, og De har det ikke.” Nu blev han rasende og vilde ikke sidde et Øjeblik længer. – „Det kan ogsaa være det Samme”, sagde hun, „jeg mangler kun Deres store Støvler, saa kan De sende mig dem, saa la’er jeg vores Karl tage dem paa, det bliver lige saa godt.” – Yderlig indigneret forlod Andersen Værelset. „Aa, gaa ned og se, hvordan han kommer bort“, sagde hun til mig. Dér sad han i Entreen og havde faaet fat i nogle fremmede Galocher, som han hverken kunde faa af eller paa, vred var han fremdeles og sagde, at han vilde i lang Tid ikke komme i dette Hus; „for naar jeg har ondt i Mellemgulvet, saa skal hun ikke sige, jeg ikke har det, og at kun Damer kan ha’e det. Jeg maa da bedst selv kunne mærke, om jeg har det eller ikke har det”. Dermed gik han. – Nu hørte jeg ikke Noget til Historien, før jeg, Dagen før Udstillingen blev aabnet, gik deroppe og mødte Andersen. „Har De ikke set Noget til det Billede,“ sagde han, „for jeg har naturligvis ikke været der siden, det kan De nok tænke.” Vi fandt det i en Vinduesfordybning. For at drille ham, havde Fru Jerichau ladet hans ene Buxeben være gledet op, og saa havde hun malet et rødt Stykke Saffian paa Støvleskaftet. Atter kom han i Affekt og sagde, at det var uforskammet, han skulde hænge saaledes paa Udstillingen i London, og han vilde paa ingen Maade have det. Endvidere citerer han Elisabeth Jerichau-Baumann s. 232f: Naar Sne og Storm udenfor bankede paa de æventyrlig med Isblomster omrankede Vinduesruder og hylede og peb i Skibenes Tov og Ræer, som sov deres Vintersøvn, indefrosne i Kanalen ved Bulværket foran vore Vinduer, da sad den altid venlige Digter med de store, søvnige Øjne og den lange Næse, omgiven af den store Tilhørerkreds ved den blussende Kamin og fortalte om Isjomfruen, som giver den ulykkelige Rudy Dødskysset, eller han førte i Glans af Snestjærnerne, som faldt saa tykt udenfor, den straalende Snedronning ind i den lyttende Børnekreds. Men i vor lille Have i Byen – en Have, der kun bestod af nogle faa Bede, en hundredaarig Vinstok og et eneste stort Ahorntræ, vore Børns skyggefulde Byskov, hvis grønne Blade faldt ned i deres Skjød som grønne Sommerfugle – dér sad da om Sommeren den kjære, langbenede, hæslige, men af Hjærtet saa inderlig velvillige og venlige Digter, omgiven af vore Børn, som stak ham de duftende Roser i Knaphullet, hvilket klædte ham meget bedre, end hans mange, bro¬gede Ordensbaand. Han tog da en af de Smaa – for det Meste min lyshaarede, blaaøjede Agnete, hans Gudbarn – paa Skjødet og fortalte om den grimme Ælling, om Grantræet eller om den lille Havfrue, som fik Prinsen kjær, og om Sneglene, for hvilke et Blad var en Verden, tout comme chez nous. Og da min søde lille Louise laa syg af Feber, Hvem aabnede da ganske sagte Døren? Det var den kjære, lange Æventyrdigter, som satte sig paa Sygesengen, slog de lange Ben overkors, og sagte sneg de andre Børn sig da derhen; Sofie med de røde Sko og de store, blaa Øjne satte sig ved hans Fødder, de andre skjulte sig halvt i Sengegardinerne, medens Digterens Øjne søgte den smukke, syge Louises lysende, forklarede Ansigt, og saa læste han for hende Historien om Engelen, som fører det syge Barn op til Hjemmet. Disse vare de skjønneste Momenter, saa betegnende for Andersen. Maleriet var en gave til museet fra ingeniør Jørgen Christensen, Odense, i anledning af 150-året for Andersens fødsel i 1955. Jørgen Nielsen havde købt billedet på auktion over redaktør Christian Gulmanns bo. Maleriet var tidligere at finde i et katalog dateret 26. oktober 1934 fra Bak's Kunsthandel i København.