Brev til H.C. Andersen fra Jonna Stampe (30/09-1850)

Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen Christinelund d. 30te September 1850. Saa mange gamle uforglemmelige Strænge klang igjen i mit Hjerte, da jeg læste Deres Brev, saa jeg blev siddende stille med Taarerne i Øinene og hele Dagen vedblev at tale med Dem i mit Hjertel det er længe, længe siden jeg har faaet saa velsignet et Brev fra Dem. et saa hjertelig og poetisk, jeg troer, Fuglene igjen sang herude, saa ganske eiendommelig var Stemningen De satte mig i. De har ikke været glemt af os i Sommer om end vi have tiet stille dermed, De bliver aldrig glemt af Henrik og mig, kjære velsignede Andersen! De har præget Dem saaledes ind i vort Liv, at først vore Erindringer maatte døe, og Kjærligheden til dem, for at Mindet om og Kjærligheden til vores Digter?Ven kunde døe. Og kjendte De mig ret og Deres Forhold til mig, hvordan De stundom har været haard og ubøielig imod et Hjerte, der meente Dem det saa godt, hvordan dette Hjerte tidt har talt forsonende Ord til sig selv for de Saar, De gav det, saa vilde De see, at troer De paa mig, saa fortjener jeg det ogsaa, thi jeg er Dem tro og hengiven i Tanke, Tale og Handling! Hvor kunde dog Andersen kjøre vor Dør forbi og ikke titte ind til os? Behøvede vi at have Familien hos os for at friste Dem? saa var det jo ikke for vor Skyid De kom, og dog ? jeg troer De vilde ret inderlig fornøie Dem ved at see ind i vort lille Hjem og de nærmeste ydre Omgivelser, her er Fred, Stilhed og Ro ude som inde og her et hjerteligt Haandtryk for enhver Ven. Til Foraaret har Henrik lovet mig at lægge et Hjul op paa Taget til Storken, og naar nu Digterstorken begynder sin Flugt omkring i det kjære Danmark, vil han saa troe at i vore Hjerter have vi lagt et lignende Redehjul til ham og at vi tidt og mange Gange ville speide efter om han vil tage Bo der? Der var saameget der fornøiede mig i Deres Brev, ja saa grumme meget. En rigtig stor Glæde var Deres Par Ord om Viggo, thi jeg har altid haabet at engang maatte De faae Øinene op og see at han vel var værd den Barnesang De skrev ved hans Vugge, kan De see, De lagde en aandelig Rose i hans Vugge, nu bærer den igjen friske Blade for ham! Han har staaet i en skjæv Stilling og har være i en vanskelig Alder; Moder og jeg have forstaaet ham og søgt at værne om ham, jeg veed at hun oftere har talt til Dem om ham, men De har ikke kunnet eller villet forstaae hende! Og dog har jeg følt, at naar først han havde rendt lidt af Hornene af sig, maatte De med Deres uhildede Dom være en af de Første til at erkjende at han har mange Fortrin og at Feilene der vise sig, meget have deres Udspring i skjæve Forhold. Han er mig saa kjær, forstaaer De mig naar jeg siger saa smertelig kjær, jeg føler at han er af dem, der tidt vil blive saarede af Livet, jeg kan kun haabe at Gud vil bevare ham god og from! Gid hans Examen maatte gaae godt, det vil have saa stor en Indflydelse ja Gud være med ham nu som altid. Min anden Broder ligger mig ogsaa saadan paa Hjertet, han der saa tidlig blev reven ud af vores Kreds og som gik bort fra de begyndende Ungdomsglæder til saa alvorlig en Egn og saa alvorlige Forretninger men naar De og jeg sidde sammen her i min lille Stne eller gaar i Bøgeskovene herude, saa skal vi tale meer om disse To, saa vil De vist forstaae en Søsters Bekymringer. Hvor har jeg følt ganske som De, ved i Bladene at læse om de store Summer, der strømme ind til Jenny Lind og hvor det har sagt i mig: "Gud være lovet Du ikke er hende," thi at værne sig mod saamegen Foryndelse og saamegen Rigdom, at huske paa at det Alt, Alt er en Gave fra Gud, der kun er god naar den modtages med Ydmyghed og T aknemlighed ? hvormange kunne vel det? jeg tør ikke troe jeg havde Kraft dertil, hvem veed om hun har den? hvad der forhøiede hendes Stemmes Ynde, synes jeg var hendes Naturlighed og Hjertensgodhed, men mon Nattergalens simple graa trofaste Farve kan skinne igjennem Guldets Glands? jeg synes hun maae have glemt sit Fødeland og sin oprindelige Natur i al den Omflakken. ? Hvorfor skjærer det mig altid saadan i Hjertet, naar jeg hører tale om Jette Wulfs pludselige Reiser og deslige? jeg er mig dog ingen uvenlig Tanke eller Følelse bevidst med Hensyn til hende, tvertimod mit Hjerte har tilgivet den haarde Dom hun fældede og mødtes vi hos Gud, vilde jeg tage hendes Haand og kysse den ? hos Ham vilde hun forstaae at min Følelse for hende altid har været saaledes. ? Naar jeg hører Dem sige "jeg holder af Andreas Buntzen," tænker jeg paa om De ikke misbruger Ordet "holde aPs, eller om De ikke ogsaa lader Dem bedaare af ham, som af Kammerherreinden. Henrik sender tusinde kjærlige Hilsener, han skriver aldrig til sine Venner, det er to aar siden han skrev til Peter Vedel, men han bevarer Enhver af sine Venner i kjærlig Erindring. Gid De kunde forstaae hvor fornøiet Deres Brev gjorde mig, hvor varmt og trofast jeg tænker paa Dem. kom til mit Hjem, saa skal De see hvor kjær De er mig! Gud være med alle mine i Amaliegaden, jeg indeslutter Dem i denne Bøn, vidste De hvor jeg kan længes efter Bedstefader! Deres Jonna. Tak, Andersen! at De tog Moder i Theatret, jeg blev saa glad da hun skrev det, saa jeg troede jeg havde selv havt den Glæde! Vil De hilse Sophie og Fru Hartmann saa kjærligt, de faae snart Brev fra mig; hils ogsaa Ernst Weis