Brev til H.C. Andersen fra Henrik Stampe (04/06-1844)

Brev fra Henrik Stampe til H.C. Andersen Kjøbenhavn den 4de Juni 44. Min kjære Andersen! Allerede for flere Dage har jeg modtaget Dit kjærlige Brev fra Breitenburg, skrevet lste Pindsedag, og dog har jeg opsat at svare derpaa indtil nu; men det er fordi jeg ikke veed, hvorhen jeg skal addressere mit Brev, da Du sandsynlgviis ikke længere er på Breitenburg, som Du skriver, og Confer: Collin veed heller ikke Besked desangaaende. Nu, min trofaste Ven, begynder jeg dette Brev i det Haab, at Du, tilgivende at jeg ikke strax skrev, sender mig endnu et Brev for at lade mig vide, hvor det kan addresseres. - Tak, kjære Andersen, for Dit Brev, jeg fik det paa Springforbi, ? men lad mig nu begynde med - ikke "Verdens Skabelse, men dog Begyndelse". - Dagen efter Din Afreise tog jeg med Dampskibet til Nysøe, hvor Alle modtoge mig med stor Venlighed; Holger kom om Løverdagen og saaledes vare vi i 2 Dage samlede, alle 3, og nøde ret Landet, som just stod i sin allerdeiligste Pragt. Vi spadserede og kjørte meget omkring;/ næsten hele Dagen blev tilbragt under aaben Himmel og vore fraværende Venner bleve naturligviis meget omtalte; deiblandt Du, og jeg har mange Hilsner til Dig fra Moder, Elise og Holger. llvad der ikke lidet bidrog til at opmuntre mig paa Nysøe var, at mine Finantser bleve satte paa en ordentlig Fod; Du veed, min Ven, at den Regning paa 250 rd har trykket mig fælt, men den er nu afgjort, og jeg er saaledes hjulpet for den Gang. ? Jeg var ret glad og tilfreds på Nysøe, jeg veed knap selv hvoraf det kom, men jeg troer, jeg havde en Ahnelse om en Glæde, som ubevidst satte mig i det herligste Humeur, - og dertil kom at Elise og Holger vare saa kjærlige, og Alle viiste mig Velvillie; det er jo ikke altid Tilfældet. Den Glæde, hvorom jeg sagde, jeg fandt en Ahnelse, var følgende. Dagen efter at jeg var kommet ind, tog jeg til Springforbi, hvor Jonna opholdt sig; Kl 12 kom jeg derud og blev modtaget i den nærliggende lille Lund af min Hjertenskjære, som der vilde hilse mig først. Alle modtoge mig venligt og jeg tilbragte den deiligste Dag, jeg i lang Tid har oplevet paa Springforbi./ Jonna var saa elskværdig og hjertelig mod mig, saa inderlig kjærlig og velsignet, at jeg aldrig saaledes, som da, har følt hendes Kjærlighed og den Velsignelse, denne medfører for mig, der jo ingen anden Glæde kan tænke mig, end den at see hendes varme, rene, trofaste Kjærlighed. Jeg kan ikke beskrive Dig, hvor Iykkelig jeg følte mig denne og den følgende Dag; thi Dagen efter var Alle derfra paa Sorgenfri, hvor man havde sagt til mig om at komme, og derfra fulgte jeg hjem med dem til Sprfbi; de vare i 2 Vogne, Beutners, Hr og Frue Drewsen, Jonna og Valdemar. Jeg reed - og sværmede som en Bi om min Dronning og nød ret i lange Drag den Lykke, Øieblikket medførte. Aftenen var i alIe Henseender saa deilig, at jeg aldeles ikke formaaer at give Dig, min kjære Ven, nogen Idee derom, Jonna var som en Engel fra Himlen mod mig, Fanny og Pauline vare ret elskelige og velsignede mod os begge, og Valdemar, til hvem jeg havde sagt Alt om Jonna og mig, viiste sig fra en meget net, gemytlig og behagelig Side. Vi spadserede Alle i Haugen i det deiligste Maaneskin, og det var som om Alt var indrettet paa / at vise mig, hvor Iykkelig jeg kan være, naar det forundes mig at dele min Glæde med den, uden hvem alle Verdeners Verdner Intet vare mig. Du begriber neppe, hvorledes jeg er kommet til at kjende Jonna i den sidste Tid; thi jeg har den Troe at kun meget faa eller endog kun Een kan kjende et Menneske tilbunds, thi man vil og kan aldrig aabne Hjertets inderligste Sprog for Mange, og at kjende det ydre Væsen er jo aldeles ikke at kjende Mennesket. Jette Vulff sagde engang til Elise om mig: "Hold fast ved Henriks Kjærlighed, thi der er en uendelig Dybde i ham, naar han vil give sig hen, men kun for den. han vil give sig hen til." Og deri (endskjøndt jeg ikke selv kan bedømme, om der virkelig er nogen Dybde i mig, som jeg dog ? med Guds Bistand ? haaber) ? havde hun vel tildels Ret; thi mod dem jeg ikke har været hengivende, har jeg stedse været besynderlig frastødende, og lngen Fremmed har nogensinde kunnet kjende mig, selv ikke i ringeste Maade, men nogle faa, ganske faa, kjende mig, og deraf meest Jonna, Jette og Du min Ven, og jeg vil haabe at I ikke vil have fundet noget i mit Indre, der har frastødt Eder, selv om min Følelses NB: et læg mangler - disse fire sider er nemlig betegnet (1) og det betyder side 1 af flere! lodret tilskrift s. 4 Persond morede mig kosteligt; der var da Nisser nok med røde Huer,som Du ikke havde stjaalet lodret tilskrift mellem s. 2 og 3 fra ham. Du kan knap troe, hvor mange Minder og Erindringer disse Bellmannske Melodier lodret tilskrift side 2: indeholdt for mig fra den Tid, da jeg levede meest inde i Musikken. Jette Collin er paa Rungsted med sin Mand og Børn; Fanny fik Din Hilsen paa Springforbi, hvor jeg modtog Dit Brev af Valdemar der kom fra Lodret tilskrift s. 1 Byen. Endnu engang Tak derfor; tænk kjærligt paa mig og skriv snart til Din Henrik Oh' tilgiv, kjære Ven, blot Klatten! Den kom som et Lyn om Natten! Og der er ingen mulig Tid til at skrive Brevet om, ellers vilde ieg ikke lade den passere ? tilgiv den, min Ven!