Brev fra H.C. Andersen til Dorothea Melchior (10/06-1868)

Ems den 10 Juni 1868. Kjære Fru Melchior! Endnu er jeg i Ems, dog ikke for min Fornøielses Skyld, jeg har paa denne Reise, som det synes noget Uheld. Jeg faldt, som De veed, paa Banegaarden i Neuchatel og stødte Knæ og Albue, det blev helet, men nu har jeg igjen her i Ems stødt mig og betydeligere! De udbryder vist: "men hvorledes gaaer dog det Menneske, kan han da ikke see sig for!" Men jeg kunde ikke see mig for og det skulde nu saa være. Iforgaars Aftes kom jeg fra Cuursalen og vilde op paa mit Værelse, da tog jeg feil af een af de mange Gange her krydse hinanden, gik en Trappe høiere op end jeg skulde, der var ikke tændt Lys, jeg gik midt ud af Gangen og der har man stillet en stor Trækuffert, som jeg naturligviis støder imod og støder meget haardt Skinnebenet, det var skrabet i eet Blod, hele Natten badede jeg det med Arnica som jeg endnu havde fra Schweiz, men sov kun lidt, saaledes brændte Saaret, om Morgenen pakkede jeg ind, men gik før Afreisen ned at hilse paa Fru Falsen; hun hørte mit Uheld og bad mig ikke reise før jeg havde viist Saaret til en Læge, hun meente ogsaa at man aldeles ikke turde bruge Arnica til en aaben Vunde, nu blev jeg forskrækket, thi ideligt brændte det, jeg fik Bade-Lægen hentet, han undersøgte Benet og paalagde mig at blive i min Stue og hele Dagen kjøle det med Iis; i Nat havde jeg Feber, og Lægen som imorges saae til mig , siger at jeg bør blive endnu i Dag, imorgen vil han give mig et Bind om det syge Been og da vil jeg kunde reise, med nogen Forsigtighed. Jeg har imidlertid havdt Besøg af Nyerup, som med Frøken Lange og Liebes indtraf her igaar Morges; han bliver her i sex Uger, saae glad og godt ud; flere Danske have venligt ladet høre til mit Befindende, men meest opmærksom og omhyggelig er Fru Falsen; hendes Kammerpige kommer stadigt for at høre om hvad jeg ønsker, Lægen selv som jeg spurgte, hvorledes jeg kunde bringe ham min Tak, smilede og trykkede min Haand, sagde at derom maatte ikke tales, han var glad ved at kjende mig, som han kjendte mine Skrifter; jeg spurgte om jeg maatte sende ham den tydske Udgave af Eventyr, dem havde han alle svarede han og blev, som det syntes meget fornøiet, da jeg tog frem et godt Billed af mig, det i Kabinets Format. "Det er den bedste Erindring De kan forunde mig!" Nu ser han igjen til mig imorgen for at forbinde Saaret. Der er dog noget velsignet i, som jeg, at være kjendt ude, jeg møder Velvillie, Deeltagelse, prøver at der er Hjertelag hos alle Folk. Man siger: "alle gode Gange er tre", gid at jeg ikke kommer til at sige: "alle onde Gange ere tre", jeg har nu næsten Frygt for Hjemfarten, at det skal gaae mere ud over Arme og Been. Vil Gud er jeg imidlertid paa Søndag i Hotel de l'Europe i Hamborg og om Mandagen i Odense. Hils Deres Mand og Børn, samt mine andre Venner og Veninder. Fortæl dem hvilken "Klumpe-Dumpe" jeg er. Hvor det er kjedeligt at sidde ene i sin Stue; min bedste Beskjæftigelse, uagtet det generer mig liggende at skrive, er dog at sætte Tankerne paa Papiret og være i det samme med disse, paa "Rolighed". Deres taknemlig hengivne H.C. Andersen