Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff (16/02-1833)

Brev nr. 84. Fra H.C. Andersen til Henriette Wulff. 1 Natten den 16 Febr: 1833. Kjære Frøken! Mit Livs Billedbog 2 har jeg ladet Dem bladdre i, hvorfor da ikke i Hjertets? De er dog een af de Faae der ret lide mig, og jeg føler og erkjender det dybere end De troer. De vil maaskee sige, det er mit daarlige Humeur der faaer mig til at skrive dette; et Lune der addreserer Brevet til Dem; men det er det ikke! engang i en anden Verden skal vi tale derom og da skal De see jeg ikke saa ganske er Hr Ego, som De siger, maaskee vel ogsaa i Spøg. Troer De ikke, jeg fatter Deres Stilling? Savnet af Deres Brødre 3 og saa meget andet? Jeg føler dette tydeligt! men De har dog et Hjem, De har Forældre! Jeg sidder ene paa mit lille Kammer, plager mig! maaskee mere end jeg burde; men Plage er det dog! - Der er Blade i Hjertets Dagbog, der saa ganske er sammenklinede at kun vor Herre kan lukke dem op, og i hvor aabenhjertig jeg end kan være, er der Sorger hvis Grund jeg aldrig tør pege paa; det ligger i en Følelse hos mig, som jeg ikke ret veed Navn paa! - Jeg har været Barn, lige til jeg blev over Ungdoms Alderen. Jeg har aldrig kjendt hvad Ungdom egentligt var! Jeg føler en uendelig Trang derefter, Lyst til at rive mig løs fra Griller og Vaner og som fornuftig Menneske nyde Livet, der er saa meget jeg vil glemme, for at lære noget Bedre, men Terningspillet drager længe ud. I Grunden kunde De være vred paa mig fordi jeg ikke griber det Haab De og Kock har givet mig 4 , men jeg er saa ofte i mine kjæreste Ønsker saaledes blevet skuffet, at jeg ikke kan, ikke tør gribe efter den smukke Boble, der altid pleier at briste for mig! - Det er en indgroet Tanke hos mig, at kun ved at rives løs fra den Øieblikkelige Omgivning kan der blive noget af mig, skal jeg blive her, da gaaer jeg til Grunde! Tiden vil lære Dem, at der ligger mere Sandhed deri end De troer. Tænk paa mig med Venlighed, der som De overlever mig; Øehlenschlæger har virkelig ret, jeg er en poetisk Figur 5 , som saadan vil jeg da ogsaa staae for Dem. Gid jeg i Digte ret kunde udtale mine Følelser, det vilde hjælpe. De kjender maaskee Sagnet om den islandske Sanger 6 der mistede sin Søn og fortvivlede; han vilde da døe Hungersdød, men hans Venner bad ham, for deres Skyld, først at besynge sin Smerte; han gjorte det, og udaandede den i Toner; Vennerne græd, men i hans eget Hjerte kom Roe, thi han havde udtalt den. Det har jeg ogsaa før kunde gjøre. - Hvor inderlig meget jeg holder af Eduard, føler jeg dog at han ikke kan være mig hvad jeg drømmer om Venskab! hvad der maaskee giver ham Characteer, bliver skarpe Kanter, der saare min Blødagtighed. “Jeg er ikke stolt!” sagde De mig; - sligt svarer man nødig paa, Ansigt til Ansigt, men her vil jeg indrømme Dem: De har ret! men det ligger i Blodet. Lad først Sumpplanten skyde mere frem, hærdes i Slud og Storm, da vil Poesiens Sol nok forædle Saften, og De skal see den ogsaa kan faae Characteer og grønnes - om endogsaa ene. - Een Bøn har jeg til Dem, De maa opfylde mig den! - Naar jeg kommer at sige Dem, at jeg intet Reisestipendium fik, da læg ikke paa Hjertet at De gav mig Haab; jeg veed det var for at glæde mig, og det har virkeligt skaffet mig nogle glade Øieblikke. Det Indbildte og det Virkelige smælter sammen hos en Digter. - Men det er Dem noget underligt jeg skriver her sammen, dog De er jo vandt til mine Underligheder og det trøster mig at tale med Een, som ikke ganske - kun morer sig, ved en poetisk Figur.