Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff (06/09-1857)

Cassel den 6 September 1857. Min kjære søsterlige Veninde! I Dag for 38 Aar siden kom jeg som et fattigt Barn til Kjøbenhavn, i Dag kommer jeg fra Weimar 3443 ) her til Staden, Cassel, netop den By min gamle Farmoder 3444 ) talte om og sagde at der var hendes Bedstemoder en­gang en fornem Dame, men »løb ud af Landet med en Comediantspiller og fra den Tid vilde ikke hendes Slægt kjendes ved hende«, maaskee, de dog nu vilde kjendes ved Een af hendes Afkom; Den Tanke opfylder mig just nu i det jeg sidder her i denne kjedelige By. Deres Brev, det andet til Weimar, fik jeg iaftes da jeg der gik til den sidste Festaften i Theatret til en Consert af Liszt, 3445 ) tak hjertelig Tak for det sjælfulde rige Brev; jeg læste det om igjen i Theatret da jeg ellers var reent forkommet ved den Musik jeg fik, det var Altsammen af Liszt, jeg kunde aldeles ikke følge med i det Vildskab, denne som jeg synes tankeløse Tonedigtning, eengang slog man med Bækner, jeg troede at en Talerken faldt ned, men Publicum var henrykt og der regnede Krandse! Det er en løierlig Verden! Siden jeg forlod Maxen har jeg ikke været ganske vel og øieblikkelig er jeg forkjølet saa jeg neppe kan tale, det har jeg igjen iaar fra Festlighederne i Weimar den Varme og den Træk, ja de to kunne slaae mig ihjel, dog er jeg glad ved Besøget i Weimar, det var festlige Dage; jeg har i et Brev til Bille givet disse i Program, det kommer vist i Dagbladet, 3446 ) der kan De læse det; om mig staaer ikke et Ord og saa vil jeg altsaa til Dem kun tale om mig og om hvor mageløs trofast og kjærlig den regjerende Storhertug altid viser sig mod mig, hele hans Familie er mig saa god, jeg bliver virkelig betragtet som hørte jeg med der til Huset. Storhertugen 3447 ) trykkede mig i sine Arme kyssede mig paa begge Kinder da jeg kom og da jeg forlod ham, og ved alle Festlighederne hvor vi mødtes og han gik om og talte til hver især, rakte han altid mig Haanden naar vi mødtes; det er saa lidt vil De maaske sige, men jeg gjentager det er saa meget hos en i stræng Etiquette opdraget Første. Imorges sad jeg endnu hos ham, han vilde have mig med til Wart­burg hvorhen han gik med Pückler-Moskau, 3448 ) men jeg sagde jeg vilde heller hjem og naar jeg kom til Tydskland igjen var jeg jo af Commandan­ten, 3449 ) paa Waltburg indbudt at blive deroppe et Par Dage, være Gjest, hvor Luther har været det. Hvilken Modsætning, jeg føler det godt, men er dog glad. Jeg fik imorges i Sølv og i Bronze Festmedalien for Carl Augusts hundrede Aar. 3450 ) - Schillers Familie har jeg gjort Bekjendtskab med og de have indbudt mig til deres Gods, de sige Alle at jeg saa mærk­værdig ligner Schiller og jeg kan ikke nægte at da Sløret faldt for Schiller-­Göthe Gruppen, De veed at begge Digterne staae paa eet Fodstykke, blev jeg ganske forbauset over Ligheden med Schillers og min Buste. Det er et fortræffeligt Arbeide af Rietschel, 3451 ) jeg har gjort hans Bekjendtskab her, han synes en Natur, som Bissen. De tre dramatiske Notabiliteter Emil Devrient, 3452 ) Davison og Frøken Seebach virkede med, ved Festforestillin­gerne, de kom mig alle tre saa jublende imøde, ja det komme alle de her samlede tydske Digtere, særlig Auerbach, den udmærkede Forfatter af »Dorfgeschichten«; ved Hoffet var de jo Alle mageløse opmærksomme mod mig og - ja det tør jeg kun sige Dem, paa Jernbanen, det er hændet i Dag, det er hændet paa Farten tidligere naar de høre at jeg er dansk og der der tales om Thorvaldsen, Ørsted, Øehlenschlæger og jeg siger bedrø­vet, de ere døde, siger man »Andersen lever dog endnu!« 3453 ) - jeg føler mig saa lille bitte derved, troer næsten det er en forfængelig Drøm, min Gud, kan jeg nævnes med de tre? - Ved Festlighederne var Fru Goethe 3454 ) og begge Sønnerne Wolff og Walther, Fru Goethe skrev mig et smukt Brev til og takkede for »Sein oder nicht sein«, hvad jeg deri har skrevet over Faust har glædet hende. 3455 ) Det var ellers underligt at see ved Taffelet, den unge Goethe var opvartende Kammerherre, 3456 ) han øste Suppen op for os. Jeg tænkte paa William, 3457 ) men siig det ikke! dog Deres Søster og Mathilde Ørsted maa nok høre det. Storhertugens to Søstre, 3458 ) Prindsesse Carl og Prindsessen af Preusen have ogsaa været her alle Dagene, jeg talte med dem flere Gange, ligesom med den unge nederlandske Prindsesse; 3459 ) ganske mærkeligt kjende de til mine Skrifter, og De vil forstaae naar saa­ledes alle de høie Herskaber komme mig saa hjerteligt imøde er den hele Hof-Cirkel ogsaa elskværdig - men jeg kan da ikke lade være at tænke paa den danske Hr Pedersen, lige fra høisalig Maanedsskrift for Littera­tur, 3460 ) til sølle Pedersen i »Fædrelandet«s Spalter, saae de det, de vilde vist tale mildere end de have det, just ved Hofglandsen tænker jeg paa disse Mennesker, de komme mig ikke i Tanke naar en Dickens en Hum­boldt, 3461 ) Liebig, 3462 ) eller Carl Alexander trykke mig Haanden i kjærligt Forstaaen. Jeg er vist ikke Gud taknemlig nok, i det jeg lader mig afficere af det Smaa, men jeg troer det ligger i min under trange Kaar første Fremtræden; mit eget Liv er mig det meest forunderlige Eventyr. Dette næste Blad begynder jeg paa i Göttingen hvorhen jeg kom igaar 3463 ) og gik strax tilsengs, jeg er meget forkjølet, har en voldsom Ho­vedpine, dog haaber jeg endnu i Dag at naae Hanover hvorfra jeg da sender dette Brev afsted; det var min Hensigt i Dag at skrive et Brev endnu og lægge det herinden i, et Brev til Mathilde Ørsted, men jeg kan ikke, mit Hoved er som et Værksted, jeg føler mig mat, men De vil med­dele hende og hendes Moder hvorledes jeg har det; sige at jeg stadigt ven­tede paa at høre naar de kom til Kjøbenhavn, da vilde jeg skrive, først nu paa Hjemreisen hører jeg om deres Hjemfart, de ere saa tidt og inderligt i min Tanke, jeg længes ret efter at see og tale med dem. Jeg havde tænkt at naae Kjøbenhavn næste Søndag 3464 ) eller Mandag, men det skeer neppe, saaledes som jeg føler mig bliver det mindre Farter, jeg tager ogsaa en Dag eller to, vil Gud, til Basnæs eller Sorø. Hils kjærligt Deres Søster, Svoger og Enhver som venligt husker Deres trofast hengivne H.C. Andersen. Göttingen 8 Sept. 1857. Til Frøken Henriette Wulff.