Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff (16/12-1833)

Rom den 16 December 1833. Min kjære, trofaste Søster Jette! Hvad skal jeg dog troe, at De slet ikke skriver mig til? Det er nu to Maaneder siden jeg fra Florentz sendte Dem et Brev, som De dog sikkert maa have faaet, senere fulgte i et Brev til Eduard, en lille Sæddel fra Rom. Syg er De dog ikke? Det ængster mig! nei, saa havde vist Collins talt derom. Har min Agnete mishaget Dem? Hvorfor vil De ikke sige det ligefrem? Vel havde jeg sat meget Haab til dette Arbejde, Kunstnerne herude, syntes at være grebet af det og Thorvaldsen bad mig forleden at læse det anden Gang for sig da han fandt det heldigt og selv »Formen skjøn «; men maaskee er alt dette kun de almindelige Komplimenter til en ung Digter, man ikke veed er vant til at høre kun den bittre Sandhed. Den eneste Stemme fra Hjemmet om min Agnete, har sagt mig »det er ikke godt!« - Er det Tilfældet, da kommer jeg aldrig til at skrive noget, der er værd at tale om! man melder mig ogsaa med temmelig Vished at jeg neppe faaer nogen Forøgelse til mit lille Reisestipendium; deraf seer jeg hvad Forventninger man har om mig! mine Penge kan ikke holde længer ud end til Junimaaned og selv med Laan, nydes jeg da til at vende hjem til Danmark næste Efteraar, faaer altsaa kun halvt Gavn af min Reise! Min Plan var det at blive næste Vinter i Tydskland for ret at lære dette Lands Sprog, men det Solide er hverken noget jeg grunder eller griber. - Hvor mange Krænkelser og Bitterheder vente mig ikke i Hjemmet, gid jeg Kunde glemme det! - Men mit Brev skal ikke være en Jeremiade, det kan ikke more Dem, her er jo saa meget skjønt at fortælle; De veed jo slet intet om mit Liv i Rom. Det er slet ikke en gammel, alvorlig By, som man tænker sig, det Gamle slynger sig kun ind i det Nye, en Verden fuld af Skatte er det. - Mine Udflugter til Tivoli, Fraskati og Bjergene, bliver her for vidløftigt at udvikle Dem; Landskabs Skjønheder kan man kun i Fortællingen give stykkeviis, det er som man vilde give hver Deel af et smukt Ansigt og bede Folk sætte det sammen, hver gjør det da paa sin Maade, men den rette Characteer kommer ikke, et Landskab griber just ved sin skjønne Heelhed. - Catacomberne under Rom, skal strække sig til Ostia, adskjellige have forvildet sig dernede, og man fortæller om en Maler der efter at have fastbundet en Traad ved Indgangen vovede sig derind, men som han bedst gik, brast Traaden, alt som hans Lys udbrændte blev Fortvivlelsen større, det gik til sidst ganske ud, fortvivlet styrtede han sig paa Jorden og greb - Traaden, der førte ham ud. Nogle sagde det var ikke værd at gaae derned, men Dinesen og Neergaard vilde og jeg fulgte med, vi steeg ned gjennem den hellige Sebastians Kirke, saae nu Grav ved Grav og Rotonden hvor de første Christne have holdt deres Gudstjeneste. Et andet interessant, men skrækkeligt Sted har jeg besøgt, nemlig det Underste af Capucinerklostret; her gaaer man gjennem 6 Capeller hvor Loft og Vægge er kunstigt sammensat af de afdøde Munkes Hoveder; Laar- og Hvirvelbeen er anbragt til Forziringer, Altret, selv Lysekronerne ere af Menneskebeen. I Nischerne af Dødninghoved ved Hoved sidde hele Skeletter indsvøbt i Munkekappen og med en Bog eller Blomsterbouquet i Haanden. Det greb mig frygteligt. De to Munke som ledsagede os saae ud som de pyntede Skeletter og viiste os et Par af deres afdøde Venner; jeg fik en Blomst som en Død holdt i Haanden. Dog bort fra dette Grelle og til noget ret lystigt; jeg har været paa Bal i Rom, Hertuginde Torlonia indbød mig og Dinesen, der vare 1500 Mennesker hvoraf 800 vare Engelændere. Pavens Soldater reed ved Porten og ved Dørene stode lignende Drabanter, saa at det ret saae kongeligt ud. - Trapperne vare beklædte med rødt Tøi, det ene Pragtværelse fulgte paa det andet, det torloniske Billedgallerie er bekendt , her, foran Canovas colosale Herkules der slynger Lycas, som bragte den giftige Kjortel, mod Klippen, blev dandset, desuden i en tilstødende Sal. - Vi fik alle kun en meget kort Presentation for den syndige Hertuginde der maatte i det mindste neie l500 Gange for de 1500 Fremmede. - Daglig besøger jeg Billedgallerierne, o gid De var med! Rom har aabnet mine Øine for det Skjønne! Antikkerne i Vatikanet ere saa herlige at jeg tidt er nærved at sætte dem over de guddommelige Mallerier. Den vaticanske Apollo, kan kun stilles ved Siden af den medicæiske Venus, hvoraf intet Aftryk giver Originalen. Naar vi sees skal der være meget [at] tale om. - Der ere ikke flere end 31 Stykker i det vatikanske Billedgallerie, men det er næsten alt Mesterstykker, her er min deilige Madonna del Foligno, den begeistrende Transfiguration, Corregio himmelske Engle der bærer Frelseren og saa Domenichinos døende St Jeronimus, der er grebet ud af Livet og givet til Udødeligheden. Jeg har ligget paa min Ryg paa Trinene af den pavelige Throne i det sextinske Capel for at beundre Michel Angelos Propheter og Sybiller. Dommedagen her var nok til at give ham den Rang i Kunstens Rige han har. Disse dristige Forkortninger, dette Liv, denne svulmende Phantasie, synes at kræve et heelt Menneskeliv for at frembringes. Jeg har kjøbt mig en ypperlig Contur af dette Stykke, som vi skal studere naar vi sees; ja, jeg har alt nogle, skjønt simple, men gode Aftryk af flere Sager, som jeg har faaet for en Spot Priis. - Den første Gang jeg var i det sextinske Capel, var det en Fest, Paven blev formeligt tilbedet, Cardinalerne kyssede hans Hænder og Fødder, og Præsterne svingede knælende Røgelse mod ham. To Cardinaler aabnede og lukkede hans store Kappe som de røg under. - I Palazo Farnazina har jeg seet Psyckes Historie og Raphaels svævende Galathea, i Kirkerne beundret hans Sybiller og i Titusbadene studeret med ham, de smukke velvedligeholdte Freskomalerier. Et af de rigeste og bedste Gallerier er ellers det borgehsiske, hvor jeg alt har været flere Gange. Her er Raphaels berømte: Nedtagelsen af Korset, og Correggio[s] Danae , dog foruden dette er der mange andre som tiltaler mig, især har jeg faaet Dominichino meget kjær, hans Dianas Jagt er ganske ypperlig. Af Francesko Albani er der fire Malerier som forestiller Aarstiderne, men af en saa sydlig Natur at man ikke strax seer hvilke der ere hvilke; Efteraaret er poetisk nydeligt; her sove alle de smaae Amorer, og Nympherne stjæle Pile og Koger fra dem, som de brænde paa et stort Baal. Det skulde De see! Lott med sine Døttre af Gerardo dell notti, hvor Datteren skjænker Vinen og den røde Ildhimmel skinner mellem de sorte Træer, seer ud som om det var malet med Aand og Luer. Men det Hele lader sig jo slet ikke fortælle. - Selv har jeg begyndt paa flere Sujets, men jeg er blevet saa utilfreds med mig selv, nu jeg seer saa meget Stort, at jeg kun faaer Ideer for at forkaste dem. Først i Italien mærker jeg Indflydelsen af min Reise, først her begynder jeg at begribe Kunsten. O Gud, dersom alle mine Drømme var tomme Phantasier. - Aldrig har jeg mere end nu trængt til Mod og Opmuntring, men den kan vel ikke ydes mig? - Hertz er kommet her. Tilfældet vilde, at jeg var den første han stødte paa, han kom mig venlig imøde, og hvor kan man her mellem alt det Store huske det Smaae, jeg travede om med ham, skaffede ham Værelser og [vi] sees nu daglig, han viser sig meget elskværdig mod mig, ingen skulde drømme om vort tidligere Forhold, han har fortalt mig om sit Venskab til Meisling, det forklarer mig en Deel af hans forrige Bitterhed, gid jeg kunde glemme, at han har offentligt gjort mig latterlig. - I Begyndelsen sagde man mig at jeg dog ikke skulde være saa venlig mod ham, men jeg kan ikke gaae og være ond saa længe! jeg lider selv meest derved. - Forleden mældte Thorvaldsen sig at komme hjem til mig for endnu engang at høre Agnete, de af de Danske, som ikke endnu havde hørt den, fik dette at vide og ønskede nu at være med, da sagde man mig, at jeg da blev nødt til at sige Hertz det, efter det venlige Forhold vi nu syntes at staae i; jeg gjorte det da ogsaa og havde hans Besøg hos mig, men det generede mig frygteligt! han sagde ikke et Ord, Thorvaldsen roste Arbeidet meget; fra den Tid har ellers Hertz endnu mere nærmet sig mig, maaskee er det ondt af mig at jeg dog ikke ret vil troe ham; det er en klog Karl! Den 26 November sagde jeg ham hvad denne Dag betød i Deres Familie og han drak med mig Faderens Skaal, som jeg takkede for. - Petsholdt og Christensen har bedet mig hilse Dem. Dinesen og Neergaard ere nu i Neapel, hvor Vesuv sprudder stærkt, de reise snart over til Africa. Tal smukt for Digteren til de der har Indflydelse hos Vedkommende, at jeg kan faae lidt Tillæg til mit Stipendium; [be]tragt mig, som Bonden sin Soe, da han gav den Flæsk, »[Det] kommer igjen!« - Bring Forældrene, Brødrene og Koks [min] hjertelige Hilsen og naar De seer Brøndsted, da tak ham [for] at han saa venligt erindrer mig, Collins har bragt mig [Hilsener]; efter Løfte skal han faae Brev fra mig medens jeg endnu er i Italien, vidste jeg kun hans Adresse. Skaf mig at vide, hvor Sibonis Niece Mariette lever i Italien, og hvad hendes Mand hedder, jeg vilde nok hilse paa hende, kom jeg gjennem den By hvori hun var; kan De ikke skaffe mig et lille Anbefalings Brev til nogen i München, jeg kjender slet ingen der og ønskede nok at kjende Een. - Sidst i Januar reiser jeg til Neapel, skriv mig derfor endelig til, saaledes at jeg her i Rom kan faae Brevet før min Afreise. - Idag har jeg første Gang Ild i mit Værelse, nogle Kul, det kolde Gulv og Blæsten fra Bjergene har paadraget mig en lille Feber, men som ei er farlig, mine Øine have derimod været daarlige. Middagsvarmen er ellers endnu stærk, og Roserne blomstre, Citroner og Oranger hænge ganske gule i den frie Luft. Hyrderne ere alt komne ind fra Bjergene for at forkynde Julen med deres Sækkepiber, de spille daglig for Madonnabilledet under mine Vinduer. Et lille Træk maa jeg ikke glemme; forleden spadserede jeg forbi en Kirke, hvor der var slaaet et Messingkors paa Døren, nogle smaae Børn, det ældste omtrent 6 Aar, legede foran og vilde kysse paa Korset, de kunde ikke naae, den ene forsøgte at løfte den anden, men naar de vare halvt i Veiret og spidsede Munden til Kys, faldt de ned; havde jeg været Maler, da havde jeg malet det. Fortæl Fru Drevsen og Fru Lessøe noget af hvad jeg her meddeler Dem. - Kückler maler mig i denne Tid, det kommer vist ypperligt til at ligne. Hils Thiele, jeg venter med Længsel det belovede Brev fra ham. Dagen efter. Iaftes fik jeg Brev fra Faderen Collin, han mældte mig min gamle Moders Død; hendes Stilling var ublid og jeg kunde næsten intet gjøre for hende, det har tidt bedrøvet mig hjemme, men tale derom kunne jeg aldrig! nu har vor Herre taget sig af hende, jeg takker ogsaa sønligt derfor, men det har dog grebet mig dybt, nu er jeg da virkelig ganske ene - intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig. - Jeg har lagt et lille Brev heri Deres til Collin, vil De sende ham det, til Gjengjæld skal jeg næste Gang i hans Brev sende Dem eet af samme Størrelse. - Ogsaa han frygter for en stræng Critik over Agnete, hvor Formen er forsømt, jeg dømmer anderledes, men alle mine kjæreste Forhaabninger er kun tomme Drømme! Reitzel tør ikke give 50 Species for Manuscriptet, nu kommer det ud paa eget Forlag, Gud veed hvad Resultatet da bliver. O mit Hjerte er saa bedrøvet, men der maa jo skee med os, som Gud vil, o kjære, kjære Jette, beed ogsaa De for en Broder, der inderlig holder af Dem, hvis Stræben var at blive en stor Kunstner, men som under Livets store Afstøbning mislykkedes. - Lev vel! lev vel! vi sees vistnok i Danmark, thi det Bedre, at sove, ret sove , naar man ei kan virke, forundes mig ikke medens jeg er borte! Tak for al Deres søsterlige Sindelag for mig og qvæg mig snart med et Brev. Deres broderlige Andersen . [I Marginen: ] Adreseer til Cafe Greco. [Udskrift ] a Mademois: Henriette Wulff . Recommandée au soin de Monsieur P. Wulff (tommandeur dans l'Etat marine (Søecadetacademiet i Bredgaden) a Copenhague en Dannemark par Hambourg franco frontieres.