Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein (14/12-1869)

Nizza den 14 December 1869. Kjære, velsignede Fru Grevinde! Det var en glad Overraskelse, en stor Glæde, da jeg igaar kom paa Posthuset og fandt det riigholdige, deilige Brev fra Deres Naade! hvor De dog er mageløs god! hvilken kjærlig, deeltagende Sjæl har dog Gud givet Dem! Det var min Bestemmelse nu til Julen at komme med skriftligt Besøg til det hyggelige, hjemlige Holsteinborg, nu kommer jeg strax med den inderligste Tak fordi De saa venligt havde mig i Tanke og forundte mig Brev. Jeg trængte der til, trænger til Aandens og Hjertets Solskin hjemme fra, Nizzas Solskin er mig ikke nok og det er ogsaa først nu i de sidste, tre a fire Dage at Solen har skinnet, thi Regntiden, der skulde være endt, begyndte netop som jeg kom her til; Regn, Snee og Storme have fulgt mig den hele Vei og jeg har slet ikke følt mig reiseglad, ja tidt følt mig saa trykket i Sindet at jeg tænkte paa at vende om. I Leipzig var det just Messetiden, meget vanskeligt at faae Logi, jeg maatte heelt op under Taget og følte mig uhyggelig der; i Dresden, hvor Theatret altid var mig et Glandspunkt, fandt jeg kun en rygende Ruin, jeg blev der en Dag og skyndte mig saa ud til Fru Serre, som havde ladet sig bære ned til Huusdøren for at modtage mig; hun var meget ældet, meget svag, faldt mig om Halsen, brast i Graad og var nær ved at synke om, saa mange Alvors-Erindringer overvældede hende. Jeg var videbegjærlig efter at høre om Deres Naades Brev til hende og det rørte mig at høre Deres venlige Deeltagelse; Fru Serre forsøgte at overtale mig til at hendes Tjener fulgte mig paa Reisen, at jeg ikke maatte være saa alene, men jeg syntes ikke at behøve det og fandt ogsaa at det maatte blive mig for dyrt, heller havde jeg som tidligere taget en ung Ven med, jeg har senere i Forstemthed fortrudt at jeg ikke gjorde det, og reiser ikke oftere saa langveis ud, ene, som denne Gang. Fra jeg forlod Maxen begyndte det slette Veir og allerede ved Ankomsten til Wien faldt Sneen og det var saa koldt at jeg maatte lade lægge i Kaminen. Wien behagede mig ikke! da jeg kom der kjørte jeg fra Hotel til Hotel for at finde et Værelse, endeligt fik jeg i "Hotel Muller am Graben" eet, men det vendte ud mod Gaarden, det var som jeg boede i et stort Klædeskab, her blev jeg fem Dage og forfaldt til sort Melankolie, endeligt blev et godt Værelse ledigt paa første Sal, ud til Pladsen, jeg tog det men maatte for det hver Dag betale 5 Gylden altsaa hen ved fire Rigsdaler Dansk, mere end man giver i London, ogsaa det ærgrede mig. Dog havde jeg ogsaa behagelige Timer. Theaterintendanten Excellense Münch Bellinghausen der har skrevet "Griseldis" og "Ørkenens Søn", tildeelte mig for hver Aften, saa længe jeg blev der, en fri Parquetplads i Burgtheater og i den nye store Opera. Vor Gesandt Kammerherre Falbe og Frue vare venlige og opmærksomme; jeg fandt stor Gjæstfrihed hos Engelænderen Lytton, Søn af Digteren Bulver og særligt et rigtigt glad Hjem hos den svensk-norske Minister Due og hans høist elskværdige Frue. Burgtheaters dygtige Skuespiller Hartmann, samlede en Aften, han bød mig hos sig, en heel Kreds af de meest betydende Talenter fra Scenen, Alle kjendte de mine Skrifter og syntes glade ved vort Møde. En Dag laae paa mit Bord en deilig stor Bouquet af Roser og Violer, den var bragt med Vesitkort fra min Landsmand Julius Price, der ved den store Opera indtager een af de første Pladse i Balletten. Deres Naade seer at jeg ogsaa har smukke Erindringer fra det vinterkolde, utilladelige dyre Wien. Sneen faldt saa tæt at Togene standsede et heelt Døgn ned mod Venedig, jeg frygtede for at snee inde og lagde Veien over Salzburg til München hvor jeg blev otte Dage i stadigt Regnveir. Kongens Livlæge Geheimeraad Gietl en høist elskværdig Familie og den berømte Maler Kaulbach, som altid er kommet mig hjerteligt imøde vare de to eneste jeg levede med, men høist behageligt. Gietls have en Hofloge i Theatret, der var jeg med dem hver Aften. Hos Kaulbach var jeg flere Gange til Middag, der var saa aandfuldt og godt. Kaulbach har, som Deres Naade veed, malet et deiligt Billede til mit Eventyr "Engelen", det er i Kobberstik og Photographier bredt ud i alle Verdens Lande, han har hvert Aar nye Bestillinger paa at male det, og jeg saae to Billeder der af hos ham. Han fortalte at den Kunsthandler som afkjøbte ham Ret til at give det ud, var blevet en riig Mand ved dette ene Billede, nu vil Kaulbach male endnu eet efter et af mine Eventyr. Da Enkedronningen af Bayern hørte at jeg var i Miinchen modtog hun mig, høist naadigt og hjerteligt, vi talte vist en heel Time sammen, talte om Kongehuset i Danmark, særligt om Kronprindsen og Kronprindsessen. I Schweiz fandt jeg kun Snee og iiskold Vind og da jeg over Genf naaede ind i Frankerige, skyllede Regnen ned; endeligt ved Avignon blomstrede Roserne, Oliventræerne stode med Frugt, men her begyndte en Orkan, den forfærdelige Mistrel, at blæse saa jeg ikke turde gaae ud da jeg var ved at kastes om; i Marseille Skylregn, i Toulon den kolde Nordvind og endeligt Regn og atter Regn her i Nizza, dog, som sagt, de sidste Dage er her blevet klar Himmel, sommervarmt, kun ikke Morgen og Aften. Jeg boer godt i Pension suisse, tæt ved det rullende Hav op til den store Klippe som skiller det moderne Nizza fra Havnen, jeg lægger her i Brevet et Billede deraf, see det i en Louppe. Forleden Nat havde jeg ikke godt lukket mit Vindue, det sprang op og i Morgenstunden da jeg vaagnede frøs jeg og opdagede nu at jeg havde sovet for aabent Vindue, det man siger her er skadeligt. Jeg blev angst derved, især da jeg paa hele denne Reise har en nerveus Frygt for at blive syg, det er mig tidt, som om noget ondt skulde hænde mig og jeg føler mig slet ikke oplagt til at skrive. Her i Hotellet ere mange Fremmede, tydske, franske, engelske og amerikanske Fremmede, Alle kjende mine Skrifter og vise mig Venlighed. Juleaften faae vi Juletræ og jeg er almindelig bedet om at levere min Haandskrift i flere Exemplarer til Gevinster i Lotteriet. Paa denne Reise især har jeg lært hvor uendeligt udbredt mine Bøger ere; jeg seer paa alle Stationer i Frankerige udstillet til Salg, Improvisatoren, Eventyrene og Billedbog uden Billeder. Her ere et Par russiske Familier som ere komne mig særdeles opmærksomme imøde; den ene af disse har en heel stor Villa, som den beboer alene. Tjeneren bragte mig forleden fra Familien en Bouquet hvori var hundrede deilige Roser hvide, gule og røde. Jeg faaer mange Besøg af Fremmede og dog – jeg føler mig ene, tidt forstemt, længes som aldrig før efter Hjemmet og har Angst for at døe ude og begraves her. Det er lidt nerveus Sygelighed! ikke Andet! Hils Deres fortræffelige Husbond, den eiegode Bodil, Christian Christoph, Ulrich Adolf, Store og Smaae; kommer jeg til Holsteinborg i Vaaren seer jeg vel min lille Veninde Elisabeth med store røde Sløifer; hils Alle i Deres Naades Omgivelse og glæd mig endnu engang med Brev Nice poste restante, her bliver jeg Nytaar over og gaaer da en Uges tid til Mentona. Deres Naades taknemlige og ærbødige H.C. Andersen.