Brev fra H.C. Andersen til Louise Collin (05/05-1833)
Til Frøken Luise Collin!
Coblenz ved Rhinen den 5 Mai 1833.
[Træsnit: Frankfurt a/Main]
Nu er De ved Rhinen hos mig! mine Tanker har lyslevende kaldt Dem til mig! De er her, sidder her ved Vinduet og seer over Floden paa Viinbjergene og den store Fæstning, thi jeg taler med Dem, tænker mig hver Træk, hver Mine og Udtryk. O Der er saa meget jeg maa fortælle Dem, saa meget jeg allerede har seet og oplevet i denne underlige Tid. Eduard har da ladet Dem læse det Brev jeg skrev til ham fra Hamburg? De lader ham igjen læse dette, jeg vil da tage traaden fat, hvor jeg slap hos ham, thi det er vel fornuftigst at jeg holder mig til Fortællingen, det Lyriske, som ellers hører Digterern til hænger saa meget fast ved Hjertet og det tør jeg ikke røre ved thi det har slet intet Humeur naar det tænker ret paa Dem og alle der hjemme. – O Gud! mon vi nogensinde skal samles mere? O der vil saa meget have forandret sig om vi ses igjen! troe=mig! aldrig vil jeg glemme det søsterlige Sindelag, hvormed De sagde mig levvel! altid vil jeg se Dem som i det sidste Øieblik. – Vær ikke vred paa mig, for mit Spøg imellem! mit underlige Drillerie! Glem mig ikke ganske om vi end aldrig sees mere; som en kjær Søster betragter jeg Dem, det tør jeg jo nok? O jeg bliver saa bedrøvet ved at tænke paa den store Afstand mellem her og Danmark, den lange Tid, maaske Levetid før jeg atter seer Dem. O glem mig ikke! – men til Reisen! Til Reisen! Det var jo det jeg vilde fortælle. Fra Hamburg tog jeg Løverdagmorgen over til Harburg hvor jeg i 13 Timer ventede paa Posten. Tænk Dem i den kjedeligste By under Solen i 13 Timer. I Regn og Kulde foer jeg Nat og Dag over Lyneborghede, vi mødte hele Familier, Koner med Børn paa Ryggen der vandrede ud til Amerika, det var / et sørgeligt Syn paa den nøgne Hede. Vi kom igjennem en By der næsten var beboet af bare Jødefamlier; her kjørte nogle bort, der sad to smukke unge Jødinder, der lo og græd i det de sagde en gammel Jøde Lev vel! I Hannover var jeg kun en Nat og Aften, det øste Vand ned, dog gjorte jeg en Promenade til Leibnitss Monument og foer saa næste Dag til Cassel. Intet var endnu Grønt! jeg begyndte at fortvivle over Sommeren – Componisten Spohr aflagte jeg Vesit, han skrev en lille Canon til mig [side 211 i Album]. Jeg besøgte Wilhelmshöhe, var i Herkulesstøtten og klavrede om paa Kaskaderne thi Vandet sprang endnu ikke og saae en daarlig Forestillingen af ”Amerikaneren”. Efter 2 ½ dags Ophold gik jeg med Eilwagen til Frankfurt. Der hang ladte Pistoler i Vognen hos os, thi man kunde aldrig vide, hvad der kunne møde sagde man. Imidlertid var der nu ganske roeligt i Frankfurt, vi kom hertil om Morgenen; her var fuldkommen Sommer. Skovene grønne. Alt i Blomster og Solen brændte som den vilde smelte mig. – Det er en smuk By, den behagede mig ret. Jeg besøgte Aron-Davids Søster og traf hos hende Broderen fra Kjøbenhavn, en ubehagelig Pjes, der bestandig talede om hvad han vilde vise mig men tillige i eetvæk snakkede om sin kostbare Tid, saa jeg gav strax slip paa ham og holdt mig til Bernhard Courlænder, med hvem jeg ret travede om. Vi vare i den bekjendte Jødegade der kun beboes af Jøder, den var mørk, men ikke smudsig; rundt om stak Jødehoveder frem. Her boer den bekjendte Baron Rotschilds moder der af from Overtroe ikke vil forlade det huus, hvor hendes Børn har samlet den uhyre Rigdom, da hun ellers troer at Lykken vilde forlade dem. Rotschild boer selv i en stor Gaard, men har udenfor Byen et deiligt Lyststed opført i østerlandsk Stiil; jeg var derude, da Baronen tillod mig det som Fremmed. Alt var kongeligt og smagfuldt. Jeg har gjort Alois Schmidts Bekjendtskab, han kjendte mig alt noget som Digter, da enkelte af mine Digte skal have staaet i et Frankfurter Blad. Han bad mig tilsidst at skrive sig en Operatekst, hen ønskede sig just en ”af et ungt flammende Gemyt”! jeg undskyldte mig med Ukyndighed i Sproget, han sagde da, han vilde vente et halv Aarstid, og i det mindste da give ham en Plan, som en anden da kunde udfylde. – Jeg har naturligviis lovet at tænke derpaa. – I Grunden var det vist klogt af mig, om jeg fra Paris gik til Tydskland og lagde mig ganske efter dette Sprog, der falder mig saa let, men tager mig her alt an for Nordtysker, men jeg længes efter Italien, der maa jeg hen! Hvem veed hvad det kan være godt for! hvilke Bekjendtskaber jeg der kan gjøre! Jeg maa imidlertid paa Hjemreisen see til, at jeg kan blive en tre a fire Maaneder i Tyskland, det vil have gdoe Frugter. Alois Schmidt skrev en Romanze af sine nye Opera ”Valerie” i min Stambog. - Courlænder componerede eet af mine Digte (Slutningen af Juli Maaned). Schmidt roste det særdeles og Theatrets første Sanger Schmedtzer sang det for mig. Han kommer til Kjøbenhavn. / Dagen efter tog jeg med Pakkeposten til Mayenz, hvorfra jeg nu har gjort Rhintouren her til Coblenz. Egnen frapperede mig slet ikke; Bjergene ere saa smaae, men Floden bred og stolt, vi havde Strømmen med, og nu foer Dampskibet som en Piil nedad til Coblenz, i 5 Timer 10 Miil. Paa begge Viinbjerge, Ruin ved Ruin! det er et levende Eventyr det Hele. O havde jeg Dem og Deres med! saa havde det været langt smukkere. I Rhinen laae grønne Øer, de saae ud som de vare revne fra Sjælland og satte her for ret at minde mig om Hjemmet. – Paa Dampskibet gjorte jeg Bekjendtskab med en gammel Apotheker, der sværmede for Holberg og da vi skiltes ad forsikkrede mig at man snart maatte holde af mig, thi jeg havde noget hos mig, der strax indtog for mig. Kan De see! Da han hørte jeg hedte Andersen citerede han det første Vers af Det døende Barn, som han havde læst i et Frankfurter Blad og holdt meget af, saa han havde lært det; ”Den som kunde skrive sligt maatte have et uskyldigt Hjerte” sagde han. – Se, saaledes flattere Tyskerne mig, det havde jeg ikke troet! – I Frankfurt patrouljerede der Nat og Dag Soldater for Rolighedens Skyld, hele Veien til Mayenz var besat med ridende og der var opreist Fyr, som kunde tændes ved den mindste Bevægelse. - Mit Pas har jeg maattet lade visere, baade i Frankfurt, Mayenz og her i Coblenz. Der er en underlig Spænding overalt, dog kan jeg forsikkre, jeg veed ikke selv, jeg er slet ikke bange! jeg har nu den underlige Troe, at jeg vist døer i Udlandet; er det Tilfældet, da gjør det jo intet om det skjer tidlig eller sildig. Det er det som gjør mig kold nu mod al Fare. – Men jeg vilde dog saa gjerne leve, see Dem Eduard, og dem alle der Hjemme, ret vise hvor meget jeg holder af Dem. o jeg vil være langt bedre end før, ret stræbe at vinde Dem, saalede som De har vundet mig. – Lad for Guds Skyld Tid og Afstand ikke svække Deres Venskab og Godhed for mig. Ingen Broder kan meere hjerteligt og trofast holde af Dem, end jeg. – Hils Deres eiegode Søster, hun maae heller ikke glemme mig! –
Paris den 11. mai 1833.
Her er jeg da! jeg kom igaar! fra Mayenz havde jeg ladet mig indskrive med Posten for i en Tour at tage lige til Paris! det var næsten for meget, men Frygt for Pengemangel drev mig afsted! der var paa Veien saa mange Plager med Pas, med Visitation, Løben til Poletiet, passet paa af Soldater, saa at jeg tabte reent Taalmodigheden, ja var næsten kjed af den Hele Reise. Det er en urolig Tid. – Alle Gemytter ere spændte; Vor Herre veed hvorledes Tingene i Tyskland egentlig staae, og hvad der vil udvikle sig. – Mandag Aften tog jeg med ”Eilwagen” fra Mayenz her fik jeg to franske Kjøbmænd til Selskab, vi vare 15 inde i Vognen og der sad 4re ovenpaa foruden alt vort Reisegods! tænk Dem hvilken Maskine! – I en lille fransk By paa Grændsen bleve Hestene sky! og Damerne skrege – hellige Maria – beed for os!” jeg sagde ved mig selv ”Herre Gud lad mig brække Halsen, dersom nogen Ulykke skal møde! En Krøbling er alt for skrækkeligt! ” Det gik imidlertid godt. Hestene standsede snart, men begyndte at vrinske og slaae saadan ud, at Folk sprang til side for dem, nu bleve de da pryglede fra alle Sider og det hjalp. – Det var ellers en meget trættende Reise fra Mandag til Fredag Middag indesluttet i den hede Vogn, næsten qvalt af Støv, thi den meste Vei gik over Kridt og Leer! Vi vare alle halvkogte og endnu i Dag, banker mit Hjerte saa forunderligt stærkt og blodets Bevægelse faaer mine Hænder til at ryste. – I Metz maatte jeg lade mig bese af Poletiet og beskrive fra Top til Taae i et fransk / Pas. – I Champagnen drak vi alle champagne. Vinen voxet op i det hvide Kridt. Pyndtelige Piger bandt Rankerne op, der her bleve grønne. – det var brændende Sommer; Skovene ganske grønne, og Kirsebærrene satte Bær. En Flaske Champagne koster omtrent 1 Rdlr i danske Penge. I Verdun gik det igjen ogsaa ivrigt løst paa Passene. – Der blev søgt i Vognen efter Een; Gud veed hvem? Fredag Middag i Støv og Hede naaede vi da Paris! Vi kunde ikke se den for Støv, før vi vare inde i selve Forstaden. Nei! Nei! hvor den var mig styg! Utaalelig! de gjorte et hæsligt Indtryk paa mig. Jeg var i to Hoteller men overalt var der optaget, jeg maatte da hen i hôtel de Ville, hvor der var uforskammet dyrt. Idag opsøgte jeg Liutenant Dinesen, hvem jeg kjender fra Wulffs. Der traf jeg en 7 a 8 Landsmænd, der strax toge sig broderligt af mig; jeg flyttede fra mit dyre Hotel hen til et billigere hvor Sager og Feddersen boe: Hotel Vivienne, rue Vivienne. Feddersen reiser just imorgen, imidlertid har jeg faaet et Værelse ved siden af ham (i 7 Etage) det har været beboet af Søeoficer Hansen som var gift med Frøken Olsen, hans Navn staaer endnu skrevet med Kridt paa Døren; imorgen flytter jeg ind paa Feddersen Værelse og er da nu i Rolighed, er virkelig en Pariser. – Troels Lund von Decken og Bjelke har besøgt mig og mellem mine Landsmænd fik Paris ganske andet Udseende end igår. - Jeg har alt dygtigt travet om, skjøndt jeg er saa træt af Reisen og havde en daarlig Nat i Nat; tænk! jeg gik til Roe klokken 8 om Aftenen da det omtrent var henimod 11 vaagner jeg ved et frygteligt Spektakkel. Alt er Lue og Ild, hvor jeg seer! Folk raabte og skreeg paa Gaden; jeg sprang til Vinduet og nu var det et af de frygteligste Uveir jeg har oplevet. Lynild og Torden, der satte hele Byen i Bevægelse; Ligefor mig laae desuden Theater Vaudeville, her kom just Folk ud fra, og da Regnen skyllede ned, skrege de om Vogne. Det var et Spektakkel jeg endnu ikke kjendte. Byen behager mig i dag ganske anderledes end igaar. Man kan intet Begreb gjøre sig om den! Kjøbenhavn er som en Vaagestue imod Paris. Alt er Bevægelse! det er noget andet end Hamburg! Men Vognene krydse og fare saadanne forbi, at man maae ret have Øine og Øre med. – Her er den største Frihed! Palais Royal er blændende deiligt. Her er[e] omtrent 38 Theatre. Mit Værelse er omtrent saa stort som Deres Spisestue, Gulvet belagt med røde Smaafliser. En stor Kamin med et Spejl over. – Et Fag Vinduer der gaae ind i Stuen. Jeg har idag kjøbt for 2 sous Roser, de staae i et Glas udenfor Vinduet. Lange hvide Gardiner flagre om min Seng og to Chatols staae paa hver Side. – Jeg har tre Stole og en lille bitte Sopha. – Udsigten er et Dusin Skorstene og saa en Qvadrat blaae Himmel! Men nu maa jeg sige levvel! Hils Lind fra mig! Tal tidt til Viggo og de andre Børn om mig, ellers glemme de mig! Siig til Deres Moder at jeg vil skrive hende et lille Brev til! Jeg maa dog tale med dem allesammen! O glem mig ikke! Jeg længes saa inderligt efter Brev fra Eduard. Det er det samme om der ikke er eneste Nyhed deri kun at jeg faaer et trofast, broderligt Brev! Nu – Levvel – Deres hengivne Andersen
På siden
Hils Gottlieb, Theodor, Gusta, Mimi! Wanscher, Hanne Wegner. (Intet nyt?)
ID: | HCA/VI-91-0006 |
---|
Produktion: | 1833-05-05 - 1833-05-05 |
---|
Mål: | højde: 27 centimeter x bredde: 225 centimeter |
---|