Brev fra H.C. Andersen til Louise Lind (01/08-1855)

VI-92-0008 München 1ste August 1855. Kjære Fru Lind! Medens jeg endnu var i Maxen modtog jeg Deres velsignede Brev, tak derfor! Deres Sster derimod har jeg slet Intet hørt fra; nu veed jeg hun er dog kommet til Byen. Jeg føler mig slet ikke glad og vel ude og en stor Deel ligger i den Frygt jeg har for Cholera, som sniger sig rundt om i Tydskland, fra Wien til Magdeburg og ganske spærrer mig Veien ind i Italien, Reisen der hen har jeg opgivet; Bjergegnene have før været fri for denne afskyelige Syge, nu er den naaet ind i Tyrol mælde Aviserne og i Schweitz er det mistænkeligt, dog der hen gaaer jeg, op paa de høie Bjerge maa jeg dog engang endnu og trække Veiret; jeg er glad veed at Eduards gik til Wildbad det er et af de Steder der ganske høre til de sunde. I Leipzig traf jeg Musikhandler Lose fra Kjøbenhavn, han sagde mig at han var reist sammen med Eduards og at de maatte være i Leipzig, jeg løb fra Hotel til Hotel, men fandt Ingen; da jeg senere kom til München fandt jeg Brev fra Deres Fader, han skrev at de gik over Nürnberg og München, jeg lod strax hver ”Fremdenliste” komme og saae deri: ”E. Collin, Ritterguths Besitzer aus Kopenhagen”, jeg styrtede hen til det Hotel / hvori Familien skulde findes men de vare afreiste Dagen forud, netop om Morgenen som jeg kom om Eftermiddagen; det var mig en heel Sorg; vi ere saaledes næsten saa godt som reist sammen gjennem hele Syd-Tydskland uden at træffes; de gik til Bodensöe ved Schweitz for derpaa at gaae op til Stuttgart, det glædede mig, saa faaer dog Jonas og Louise schweitzer-tyroler Bjerge at see i nogen Nærhed. – Saa snart jeg nu hører fra Deres Fader om Edgar kommer eller ikke reiser jeg til Wildbad og siger ”God Dag!” jeg glæder mig der til og det vil jo ogsaa fornøie dem at see et ansigt fra Hjemmets Kreds. – Ivermorgen, kjære Fru Lind, er det Deres Fødselsdag, jeg skal drikke Deres Skaal og ret levende tænke paa Dem, dog det gjør jeg jo altid, Hjemmets Kjære ere mig denne Gang saa forunderligt i Tanke, som skulde jeg aldrig komme hjem mere. I Nürnberg er den gamle Borg nu ganske smagfuldt restaureret, Kongen og Dronningen opholde sig der en Tid, da jeg paa Gjennemreisen hørte det lod jeg mig mælde og blev paa det hjerteligste modtaget. Vi spiiste om Middagen i den prægtige Riddersal; paa Hofmarschallens Tilsigelses Kort blev jeg kaldt: ”Herrn von Andersen Königl. dänischer Hofrath”, De skulde ikke vide noget om jeg har faaet denne nye Titel hjemme?? – Nok sagt, der / var meget behageligt paa ”Borgen”; om Aftenen gav Byens General et stort Bal for Majestæterne og jeg blev indbudt, saae hele Nurnbergs Ungdom. - Da Rosenkildes reiste fra Byen gav jeg demet Brev med til Serres, et Anbefalingsbrev, men deri stod om min Ankomst og derfor bad jeg særdeles at man vilde aflevere det, men det har de Mennesker glemt, mig bade de saa smukt om at indrette det saaledes at vi mødtes i München, der maatte de indtræffe efter den 22 Juli, jeg glædede mig dertil og uagtet det var von Serres Fødselsdag den 28 og man her saa gjerne havde beholdt mig, ja idelig bad mig derom, blev jeg mit Løfte tro og reiste til München, men her er ikke Spoer af Rosenkildes ikke engang Brev post restante, det de, under alle Omstændigheder, havde lovet at skrive, det er sikkre Folk! – Jeg havde glædet mig til at være dem til tjeneste, noget jeg her kunde! – Fru balling, Søster til Frøken Næbo, ar jeg lovet et Brev men nøie agtig huske Adressen saa jeg tør give det paa Posten, derfor lægger jeg det her indeni Deres, De er jo nok saa venlig at faae det nøiagtig besørget og det findes vel efter min Udskrift, fra Huset hvor hun boer kan man øine Thorvaldsens Musæum. Deres Fader maa nu have det lidt eensomt da de Fleste er borte, De alene bliver! / Her i München overraskedes jeg veed at næsten alle Geislige hilse paa mig, en stor Deel Borgere, jeg kunde ikke forstaae det, men det blev værre endnu, kom jeg ind i eller ud af en Kirke, strax løb Børnene hen for at kysse mig paa Haanden! – ”Hvad er dog dette!” sagde jeg ligesom Jeppe paa Bjerget og saa er det, at jeg skal ligne særdeles ”Domherren i München”,! fortæl smaa Pigerne det! en lille Een, der ikke var Agnete uliig kom og vilde igaar absolut kysse mig paa Haanden. I Dresden hvor jeg traf Jomfru Benedichsen fra Kjøbenhavn, gav man hver Aften Opera, hun havde i 14 Dage faaet flere end i Vintertiden hjemme; her i München er det hver Aften Tragedier, i det nemlig Frøken Seebach fra Wien giver Gjæsteroller, siig Einar, som har lidt Følelse for hende fra Jane Eyre, at jeg igaar gjorte hendes Bekjendtskab, vi spiiste sammen hos den berømte Professor Liebig; hun er ikke smuk men har et klogt Ansigt; efter Bordet læste Geibel sin nyeste Tragedie høit nede i aven, der vender ud til Gaden, han declamerede saa voldsomt at Folk stimlede sig udenfor og saae ind til os, jeg var ulykkelig med at skjule mit Smiil derover! – Hils nu hjerteligt Deres Mand samt Ingeborg, Anna og Agnete! hils Deres Søster inderligt! og alle Kjære! Nu har De da heelt læst mit Livs Eventyr? Lad mig høre noget godt derom! [Langs marginen:] Lev vel! Deres broderligt hengivne H.C. Andersen.