Digt af anden forfatter, Schiller. Har tilhørt H.C. Andersen.
"Zum Geburtstag der Frau Kirchenrättin Griesbach.
Schiller im Namen eines kleinen Sohnes. Jena 1796.
Mach auf, Frau Griesbach! Ich bin da
Und klopf an deine Türe.
Mich schickt Papa und die Mama,
Daß ich dir gratuliere.
Ich bringe nichts als ein Gedicht
Zu deines Tages Feier;
Denn alles, was die Mutter spricht,
Ist so entsetzlich teuer.
Sag selbst, was ich dir wünschen soll;
Ich weiß nichts zu erdenken.
Du hast ja Küch und Keller voll,
Nichts fehlt in deinen Schränken.
Es wachsen fast dir auf den Tisch
Die Spargel und die Schoten,
Die Stachelbeeren blühen frisch,
Und so die Reineclauden.
Bei Stachelbeeren fällt mir ein:
Die schmecken gar zu süße;
Und wenn sie werden zeitig sein,
So sorge, daß ich's wisse.
Viel fette Schweine mästest du
Und gibst den Hühnern Futter;
Die Kuh im Stalle ruft muh! muh!
Und gibt dir Milch und Butter.
Es haben alle dich so gern,
Die Alten und die Jungen,
Und deinem lieben, braven Herrn
Ist alles wohlgelungen.
Du bist wohlauf; Gott Lob und Dank!
Mußt's auch fein immer bleiben;
Ja, höre, werde ja nicht krank,
Daß sie dir nichts verschreiben!
Nun lebe wohl! Ich sag ade.
Gelt, ich war heut bescheiden?
Doch könntest du mir, eh ich geh,
'ne Butterbemme schneiden.
Brevid 6527, 3.6.1852 - H.C. Andersen til Fru Drewsen:
Beaulieu og Liszt, synes ikke at staae sig godt sammen, og dette ligger vist i det Forhold hvori Liszt staaer til Fürstinde Witgenstein; tre fire Gange har Liszt været her i Huset men kun besøgt mig. — To Gange har jeg spiist hos Fürstinden der er en høist begavet, livssprudlende Dame; hun er ganske ung blevet / gift med Først Wittgenstein i Rusland, hvor ogsaa hun hører hjemme. I Petersborg lærte hun Liszt at kjende og forlod saa sin Mand, det vil sige, lod sig skille fra ham og tog sin Datter med, den unge Prindsesse er nu omtrent 15 Aar. Fürst Wittgenstein skal være temmelig eenfoldig, men elsker dette Barn og har givet det og Moderen en uendelig stor Sum aarlig at leve af. — Hun har faaet Liszt fra sit vagabonderende Champagne-Liv og de ville gifte sig naar kun Paven tillod det; nu leve de sammen og jeg føler mig hos dem, som var jeg hos to Ildaander, de ere saa blussende, flammende, næsten fortærende; den unge Prindsesse tager sig ud som en Slags Mignon og hendes Lærerinde, [overstr: Een] hen i Aarene, alvorlig Engelænderinde, synes at være den vaagende Huus-Aand. — Igaar Formiddags var jeg i dette underlige poetiske Huus; Fürstinden trykkede flere Gange mine Hænder, sagde det vistnok meest Smigrende hun kunde sige, at jeg lignede Liszt, hun forærede mig en ubetalelig Haandskrift af Schiller …
