Eventyrmanuskript: "Nissen og Madammen", 1867
Eventyrmanuskript til "Nissen og Madammen" signeret "H.C. Andersen." Renskrift. Tre blade, fem beskrevne sider. Eventyret blev skrevet på Holsteinbog i sommeren 1867, jf. dagbogen 14. august 1867: "Idee til Eventyret 'Madamen'". Allerede den 22. august læste Andersen eventyret højt ved et middagsselskab hos Melchiors. Den 2. december gav Andersen manuskriptet til boghandler Lose, som lod det trykke i "Folkekalender for Danmark 1868", der udkom samme måned. (BFN965).
Manuskriptet blev i 1910 købt for 20 kr. af enkefru Frederikke Brandt (1851-) i Hellerup, hvis afdøde mand, handelsfuldmægtig Johannes Hegelund Brandt (1847-1907) i brev af Frederikke Brandt (brevarkiv til H.C. Andersens Hus) "for 41 Aar siden" havde fået manuskriptet af sin gudfader "Wm. Westermann", ejer af sukkerfabrikken Phoenix, "der havde faaet det af Digteren selv". Ejeren af sukkerfabrikken Phoenix var Bernt Wilhelm Westermann (1781-1868). Han står dog ikke nævnt som fadder til Johannes Hegelund Brandt i kirkebogen til Vor Frelser - ej heller en anden Westermann. Meddelelsen fra Frederikke Brandt må dog stå til troende.
Transskription af manuskriptet:
Nissen og Madammen.
Nissen kjender Du, men kjender Du Madammen, Gartnerens Madamme; Hun havde Læsning, kunde Vers uden-ad, ja med Lethed skrive dem selv, kun Rimene, "Klink-ningen," som hun kaldte det, voldte hende lidt Besvær. Hun havde Skrivegave og Talegave, hun kunde godt have været Præst, idetmindste Præstekone.
"Jorden er deilig i sin Søndagskjole!" sagde hun og den Tanke havde hun sad i Stiil og "Klinkning", sat den i en Vise, saa skjøn og lang.
Seminaristen Hr. Kisserup, Navnet gjør ikke til Sagen, var Søskendebarn og i Besøg hos Gartnerens; han hørte Madammens Digt og havde godt deraf, sagde han, " in-derligt godt. "De har Aand Madamme!" sagde han.
"Snikke mig Snak!" sagde Gartneren, "sæt mig ikke saadant Noget i hende! en Kone skal være Krop, anstændig Krop og passe sin Gryde at Grøden ikke bliver sveden."
"Det Svedne tager jeg bort med en Træglød!" og det Svedne tager jeg sagde Madammen, "og det Svedne tager jeg fra Dig med et lille Kys. Man skulde troe at Du kun tænkte paa Kaal og Kartofler, og saa dog og elsker Du dog Blomsterne!" og saa kyssede hun ham. "Blomsterne ere Aanden!" sagde hun.
"Pas din Gryde!" sagde han og gik i Haven, den var hans Gryde og den passede han.
Men Seminaristen sad hos Madammen de og talte med Madammen; hendes skjønne Ord "Jorden er deilig", holdt han ligesom en heel Prædiken over, paa sin Maade.
"Jorden er deilig, gjøre Eder den underdanig, blev der sagt, og vi ere blev Herskabet. Een blev er det ved Aanden, Een /
ved Legemet, Een blev sat ind i denne Verden som et Forbauselsens Udraabstegn, en Anden som en Tankestreg, saa at man nok kan spørge, hvad skulde han her! Een bliver Bisp, en Anden kun fattig Seminarist, men Alt er viseligt. Jorden er deilig og altid i Søndagskjole! Det var et tankevækkende Digt, Madammens, fuldt af Følelse og Geographi."
"De har Aand, Hr. Kisserup!" sagde Madammen, "me-gen Aand; det forsikkrer jeg Dem! Man faaer Klarhed i sig selv naar man taler med Dem!"
Og saa talte de videre, lige smukt og lige godt; men ude i Kjøkkenet var der ogsaa Een som talte, det var Nissen, den lille graaklædte Nisse med den røde Hue; Du kjender ham. Nissen sad i Kjøkkenet og var Pottekiger; han talte, men Ingen hørte ham uden den store sorte Misse-kat, "Flødetyven", som Madammen kaldte ham.
Nissen var saa vred paa hende, thi hun troede ikke paa hans Tilværelse, vidste han; hun havde rigtignok aldrig seet ham, men hun maatte dog med al hendes Læsning vide at han var til og da vise ham en lille Opmærksomhed. Det faldt hende aldrig ind Juleaften at sætte saameget som en Skeeful skeefuld Grød hen til ham, det havde alle hans For-fædre faaet og det af Madammer, der slet ikke havde Læsning. Grøden havde svømmet i Smør og Fløde. Katten blev ganske vaad om Skjægget ved at høre der paa.
"Hun kalder mig et Begreb!" sagde Nissen, "det gaaer over alle mine Begreber. Hun fornægter mig jo! Det har jeg luret mig til og nu har jeg luret igjen; hun sidder og hvæser for Drengebankeren, Seminaristen. Jeg siger med Fatter: "pas din Gryde!" Det gjør hun ikke! nu skal jeg faae den til at koge de over!"
Og Nissen pustede til Ilden, der blussede og brændte. "Surrerurre-rup!" der kogte Gryden over.
"Nu skal jeg ind og pille Huller i Fatters Sokker!" sagde Nissen. "Jeg vil trevle op et stort Hul i Taa og Hæl, saa /
bliver der Noget at stoppe, dersom hun ikke skal hen at digte! Digte-Madame, stop Fatters Hoser!"
Katten nøs derved; han var forkjølet, uagtet han altid gik i Skindpels.
"Jeg har lukket Spisekammer-døren op," sagde Nissen; "der staaer henkogt Fløde, saa tyk som en Meelpap. Vil Du ikke slikke, saa vil jeg!"
"Skal jeg have Skylden og Bankene," sagde Katten, "saa vil lad mig ogsaa slikke Fløden!"
"Først Flø'en, saa Kløen!" sagde Nissen. "Men nu skal jeg ind i Seminaristens Stue, og hænge hans Seeler paa Speilet og putte hans Sokker i Vandfadet, saa troer han at Punschen har været for stærk og han ør i Hovedet. I Nat sad jeg paa Brændestabelen ved Hundehuset; jeg har megen Fornøielse af at drille Lænkehunden; jeg lod mine Been hænge ned og dingle. Hunden kunde ikke naae dem ihvor høit han sprang; det ærgrede ham; han gjøede og gjøede, jeg dinglede og danglede; det var et Spetakkel; Seminaristen vaagnede der ved, og stod tre Gange op og kigede ud, men han saae mig ikke uagtet han havde Briller paa; han sover altid med Briller!"
"Siig miav, naar Madammen kommer!" sagde Katten. "Jeg hører ikke godt, jeg er syg i Dag."
"Du er sliksyg!" sagde Nissen, "slik væk! slik Syg-dommen væk! men tør Dig om Skjægget at Fløden ikke hænger i! Nu gaaer jeg og lurer."
Og Nissen stod ved Døren og Døren stod paa Klem, der var Ingen i Stuen uden Madammen og Semina-risten; de talte om hvad Seminaristen saa skjønt kaldte: Det man skal sætte over Potten og Gryden i enhver Huusholdninger: H Aandens Gaver.
"Hr. Kisserup!" sagde Madammen, "nu skal jeg i den Anledning vise Dem Noget, som jeg endnu aldrig har viist til nogen jordisk Sjæl, mindst til et Mandfolk, mine lyriske Digte: /
"Klinkninger af en Danneqvinde!" jeg holder
mine Smaavers, nogle ere jo rigtignok noget lange, jeg har kaldt dem: "Klinkninger af en Danneqvinde!" jeg holder saameget af saadant et gamle[melt] danske Ord!"
"Dem[t] skal man ogsaa holde paa!" sagde Seminaristen, "man skal rydde det Tydske ud af Sproget!"
”Det gjør jeg ogsaa!" sagde Madammen. "Aldrig skal De høre mig sige ""Kleiner"" eller ""Butterdeig"", jeg siger Fedtkager og Bladdeig."
Og hun tog ud af Skuffen etn Skrivebog med lyse-grønt Omslag og to Blækklatter.
"Der er megen Alvor i den Bog!" sagde Madam-men hun. "Jeg har stærkest Fornemmelser til det Sørgelige. Her er nu "Sukket i Natten", "min Aftenrøde", og "Da jeg fik Klemmensen", min Mand; det kan De springe over, uagtet det er følt og tænkt. "Huusmoderens Pligt" er det bedste Stykke! alle meget sørgelige; deri har jeg min Evne. Kun et eneste Stykke er spøgefuldt, det er nogle muntre Tanker, som man jo ogsaa kan have dem, Tanker om - De maa ikke lee af mig! – Tanker om – at være Digterinde; det er kun kjendt af mig selv, min Skuffe, og nu ogsaa af Dem, Hr. Kisserup. Jeg holder af Poesien, den kommer over mig, den driller, raader og regjerer. Jeg har udtalt det med Overskrift: "Lille Nisse". De veed kjender nok den gamle Overtro Bonde-tro, om Huus-Nissen, der altid er paa Spil i Huset. Jeg har tænkt mig selv at jeg selv var Huset, og at Poesien, Fornemmelserne, var Nissen, Geisten der raader; hans Magt og Storhed har jeg besjunget i "Lille Nisse”! men De maa love mig mig med Haand og /
og Mund aldrig at røbe det for min Mand, min Mand eller Nogen;. Læs det høit at jeg kan høre om De forstaaer min Skrift."
Og Seminaristen læste og Madammen hørte og den lille Nisse hørte; han lurede, veed Du, og han var netop kommet idet der læstes Overskriften: Lille Nisse.
"Det angaaer jo mig!" sagde han. "Hvad kan hun have skrevet! ja, jeg skal nappe hende, nappe hendes Æg, nappe hendes Kyllinger, jage Fedtet af Fedekalven. ”see mig til Madammen!"
Og han hørte efter med spids Mund og lange Ører; men alt som han hørte om Nissens Herlighed og Magt, hans Herredømme over Madammen; det var Digtekunsten, veed Du, hun meente, men Nissen tog det lige efter Overskriften, og blev den Lille mere og mere smilende, hans Øine glindsede i Glæde, der kom ligesom noget Fornemt i Mund-vigerne paa ham, han løftede sine Hæle, stod paa sine Tæer, og blev en heel Tomme høiere end før; han var henrykt over hvad der blev sagt om ”lille Nisse.
"Madammen har Aand og stor Dannelse! hvor har jeg gjort den Kone Uret! hun har sat mig ind i sin "Klinkning" "Klinkning", detn vil blive trykt og læst! Nu skal Katten ikke faae Lov til at drikke hende Fløde, det skal jeg selv gjøre! Een drikker mindre end to, det er altid en Besparelse, og den vil jeg indføre, agte og ære Madam-men!"
"Hvor han er Menneske den Nisse!" sagde den gamle Kat. "Bare et sødt Mjav af Madammen, et Mjav om ham selv, saa skifter han strax Sind. Hun er luun, Madammen"!
Men hun var ikke luun, det var Nissen som var Menneske.
Kan Du ikke forstaae denne Historie, saa spørg, men Du skal ikke Du skal ikke spørge Nissen, heller ikke Madammen.
H.C. Andersen.
ID: | HCA/XVIII-44 |
---|
Produktion: | 1867 - 1867 |
---|
Mål: | højde: 27 centimeter x bredde: 21 centimeter |
---|